Moderne hundetræningsmetoder: Mindre “Nej!”, mere “Ja!”

De fleste ved at hunden og menneskets relation går langt tilbage. Helt præcis hvordan det gik til, er der forskellige teorier om, men grundlæggende menes det, at hunden stammer fra ulven, som er blevet domesticeret gennem mange generationer. Det menes at hunden er blevet domesticeret for 9.000 – 34.000 år siden. 

Ulven fandt ud af, at det godt kunne betale sig at holde sig i nærheden af mennesker, hvis den ville have nemmere adgang til mad, og mennesket bliver klar over at det kan være en fordel at have en hund med på “holdet”, når man blandt andet går på jagt. Heraf opstod makkerskabet mellem de to- og firebenede. Hunden blev et “redskab”, som mennesket kunne bruge ifm. jagt, hyrdning, vagt, og meget mere. Forholdet blev stærkere og opgaverne blev flere. Hunden blev også mere og mere knyttet til mennesker, og afhængig af mennesket til at finde føde og andre essentielle ressourcer. 

Den begyndte at ændre ikke kun udseende, men også adfærd, fysiologi og anatomi, til den hund vi kender i dag, som genetisk ikke længere er en ulv. I dag er hunden ikke længere udelukkende et arbejdsredskab. Menneskets relation til hunden er derimod blevet tættere og mere familiær. De fleste vil nok betegne deres hunde som familiemedlemmer og/eller sociale ledsagere. Hunden er altså gået fra at have en økonomisk nytteværdi til at have en social-, følelsesmæssig- og affektionsværdi. 

Skiftet i vores relation til hunden afspejles også i den måde hvorpå vi har behandlet og trænet dem. Da hunden var et arbejdsredskab, var lydighed og kontrol i fokus. Så træning var essentielt.Det er ikke mange år siden, at det var den “Traditionelle hundetræning” som var den dominerende metode på træningspladserne. Denne type hundetræning dækker over metoder hvor der primært bruges straf, korrektioner og fysisk kontrol, for at få hunden til at gøre det man ønsker. Altså hvis ikke hunden adlød, så ville den blive udsat for ubehag, for at eliminere den uønskede adfærd. 

Denne metode bygger på gamle teorier og forestillinger om, at hunde lever i et hierarki (også kaldet “pack-theory”), i hvilket mennesket skal indtage lederrollen som “alpha” i flokken, og hunden skal indordne sig som underordnet og adlyde, respekterer og, til en vis grad, frygte lederen. Denne opfattelse er affødt af tidlige fejlagtige studier af ulve i fangenskab, hvor aggression og dominans var udbredt. Nyere studier af vilde ulves familie-/ flokstrukturer, har vist at det ikke hænger sådan sammen. Ulve lever i mere familielignede relationer, hvor samarbejde er i højsædet, og aggression er sjælden og typisk udvist overfor udefrakommende trusler.

Lad os kigger på et par eksempler på traditionelle træningsmetoder, f.eks. træningen af at ”gå pænt i snor” eller ”ikke hoppe op”.

• Ved traditionel hundetræning vil hårde ryk i linen, skæld ud, kvælerhalsbånd eller pikhalsbånd, være hyppigt brugt i et forsøg på at få hunden til at gå pænt for at undgå ubehag.
• Ligeledes ville en hund der hopper op blive skældt ud, få et knæ i maven eller et dask over snuden, igen for at få bugt med den uønskede adfærd ved, at få hunden til at frygte konsekvensen af adfærden.

Godbidder blev sjælden brugt i forbinde med denne form for træning, da hunden ikke skulle samarbejde af ”lyst” med nærmere af ”pligt”. Gudskelov er denne type hundetræne ikke længere dominerende. Når det så er sagt, er den heller ikke uddød… endnu. 

Grundprincipperne i belønningsbaseret hundetræning (moderne hundetræningsmetoder) er, at hunden får en belønning når den gør noget rigtigt. Når den gør noget forkert eller uønsket, så ignorerer vi det eller omdirigerer det til en ønsket adfærd, som vi kan belønne. Det er vigtigt, at man har sin timing i orden, når man træner på denne måde, så hunden ikke er i tvivl om, hvilken adfærd der udløste belønningen. Det er populært at bruge en klikker i denne form for træning, for at gøre kommunikationen så præcis om muligt. Det kan dog sagtens gøres uden en klikker. Man vil da i stedet bruge et anden markørsignal, typisk et verbalt signal, som f.eks. ”yes” eller ”dygtig”. (Markørsignal = ”det du gjorde lige i det sekund, var rigtigt, nu kommer din belønning”). Som med alt læring er gentagelse og tålmodighed altafgørende. Derfor er det også vigtigt, at vi gentager øvelsen og er konsekvente med det under indlæringen. I denne træning bliver hunden sat op til succes. Det vil sige, at vi designer vores træningssetup, til at være nemmest muligt for hunden, så den har størst mulighed for succes.

En belønning kan være mange ting. Det er typisk en godbid, men det behøver det ikke nødvendigvis at være. Det vigtigste er, at det er noget som, for hunden, er motiverende at arbejde for. Nogle hunde er ikke overvejende motiveret af mad (“ja, labradorejere, de findes derude”), så derfor er det vigtigt, at man finder ud af, hvad der motiverer den enkelte hund. Det kan være alt fra leg (adgang til legeredskab eller deltagelse i trækkeleg med ejeren), adgang til ressourcer (hoppe i vand, hilse på en ven etc.) eller social kontakt, såsom ros, kæl etc.

Så hvis man vil træne sin hund til, ikke at hoppe op, så skal man belønne den for at gøre noget andet, for at få den opmærksomhed, den søger. Man skifter derfor til at belønne hunden (altså give den kontakt), når den har alle fire poter i jorden. Man vi derfor ignorerer hunden, hvis den hopper op, og så snart den har alle 4 poter i jorden (her er timing også vigtigt), så får den ros og kæl. 

Her er det typisk social kontakt der er belønningen, da det er det som hunden er motiveret for at opnå.

Der er i løbet af de seneste 20 år lavet en del forskning på området, som entydigt peger på fordele ved en overvejende positiv tilgang til hundetræning, sammenlignet med strafbaserede metoder, såsom skæld ud, ryk i linen, tvang og fastholdelse.

Studier viser at hunde der er trænet med moderne hundetræningsmetoder (belønning af ønsket adfærd), lærer hurtigere, beholder læringen mere stabil og ikke mindst har en tættere relation til sin ejer.

Ydermere, viser de at hunde der er trænet belønningsbasseret, har færre adfærdsproblemer end dem der er trænet med straf. Dette kan skyldes at hunde trænet på strafbaserede metoder, har vist sig at have et generelt højere niveau af kortisol (stresshormon) i blodet, hvilket giver en mere anspændt, stresset og frygtsom hund. Er en hund generelt mere presset, så er de også mere tilbøjelig til at være reaktive og udadreagerende.

Flere studier viser at hunde der bliver udsat for fysisk eller psykisk straf, som f.eks. råb, ryk i linen eller stødhalsbånd, har, foruden forhøjet kortisolniveauer, også øgede forekomst at dæmpende signaler (lav haleføring, snudeslik, undvigende adfærd etc.). I kontrast til dette har andre studier vist, at hunde der er trænet belønningsbaseret, kigger hyppigere på deres ejer og søger kontakt, mens hunde trænet med straf udviser undvigende adfærd overfor ejeren, samt udviser ikke samme tillid og glæde i sammenspillet med ejeren.

Derudover viser flere studier, at hunden har en bedre og mere stabil læring, når den trænes belønningsbaseret. Det vil sige, at hunden er mere tilbøjelig til at gentage den indlærte adfærd over tid, da de er en aktiv deltager i læringen. Jeg er sikker på, at de fleste mennesker, kan nikke genkendende til, at når vi har lært noget, som vi selv har fundet ud af/ fundet på, og som giver os en god følelse, så husker vi det også bedre.

Kort sagt så siger forskningen følgende om hhv. belønningsbaseret- og strafbaseret træning:

• Belønningsbaseret træning = bedre/ mere stabil læring, tættere relation til ejer og mindre stress (moderne hundetræningsmetoder)
• Strafbaseret træning = højere stressniveau, mindre stabil læring, dårligere relation til ejer og øget risiko for udvikling af adfærdsproblemer

Hvis du spørger mig, er vi nået rigtig langt i kampen for bedre velfærd for den art, vi selv har skabt – men vi er ikke helt i mål endnu. Selvom retningen er god, bruges der stadig for meget strafbaseret træning. Hvis du har læst med helt hertil, er jeg sikker på, at du er klar til at være en del af forandringen. Sammen kan vi sprede budskabet om den mest respektfulde, evidensbaserede og effektive måde at træne hunde på. Lad os få mindre ”FY” og meget mere ”FEDT” derude!

Kilder:

Blackwell E. J., Twells C., Seawright A., Casey R. A. (2008). The relationship between training methods and the occurrence of behavior problems, as reported by owners, in a population of domestic dogs. Journal of Veterinary Behavior, 3(5), 207–217.

Cagan, A., Blass, T. (2016). Identification of genomic variants putatively targeted by selection during dog domestication. BMC Evolutionary Biology, 16(1), 10.

Deldalle S., Gaunet F. (2014). Effects of 2 training methods on stress-related behaviors of the dog (Canis familiaris) and on the dog–owner relationship. Journal of Veterinary Behavior, 9(2), 58–65.

Hiby E. F., Rooney N. J., Bradshaw J. W. S. (2004). Dog training methods: their use, effectiveness and interaction with behaviour and welfare. Animal Welfare, 13(1), 63–69.

Mech, L. D. (1999). Alpha status, dominance, and division of labor in wolf packs. Canadian Journal of Zoology, 77(8), 1196–1203.

Nagasawa, M., Mitsui, S., En, S., Ohtani, N., Ohta, M., Sakuma, Y., Onaka, T., Mogi, K., Kikusui, T. (2015). Oxytocin-gaze positive loop and the coevolution of human-dog bonds. Science, 348(6232), 333–336.

Serpell, J. (1996). In the Company of Animals: A Study of Human–Animal Relationships. Cambridge University Press.

Schenkel, R. (1947). Expressions Studies on Wolves: Captive Behavior and Hierarchies. Behaviour, 1, 81–129.

University of Chicago Medical Center. "Genomes of modern dogs and wolves provide new insights on domestication." ScienceDaily. ScienceDaily, 17 January 2014.

Vieira de Castro, A. C., Fuchs, D., Morello, G. M., Pastur, S., de Sousa, L., Olsson, I. A. S. (2020). Does training method matter? Evidence for the negative impact of aversive-based methods on companion dog welfare. PLOS ONE, 15(9).

Waller, B. M., Peirce, K., Caeiro, C. C., Scheider, L., Burrows, A. M., McCune, S., Kaminski, J. (2019). Domestication made dogs’ eyes more expressive. Proceedings of the National Academy of Sciences, 116(26), 10277–10282.

Ziv, G. (2017). The effects of using aversive training methods in dogs – A review. Journal of Veterinary Behavior, 19, 50–60.