Er katten bare en lille hund?
|
Tid til at læse 13 min
Når man har prøvet at dele have, hus, sofa – og ja, nok også seng – med en kat, så ved man, at en kat IKKE er en lille hund. Katte er deres helt egne, og det har vi mennesker sandsynligvis vidst, siden vi begyndte at lukke kattene ind i vores liv for flere tusinder år siden. Når vi ser på kattefoderets historie, så tog det lidt længere tid, før det gik op for os, at katte ikke er små hunde. Mens menneskerne lige fra starten af hundens domesticering delte deres mad (læs affald) med deres nyvundne firbenede ven, drog kat og menneske nytte af hinanden på en lidt anden vis. Mennesket sørgede for at lokke en masse mus til, ved at opbevare korn og andet langtidsholdbar føde tæt på eller i deres huse, så katten nærmest fik serveret sit foder på et sølvfad. En ”win-win-situation” for begge parter, som menneske og bl.a. den klassiske gårdkat den dag i dag drager nytte af.
Senere i historien – sandsynligvis i middelalderen – begyndte kattene at udvide deres kulinariske repertoire med menneskernes køkkenaffald. Hovednæringskilden var dog fortsat små gnavere og andre dyr, som indimellem har det med at lande i kløerne på en kat.
Copyright Sondre Eriksen Hensema / @we.are.chilipepper
I slutningen af 1900-tallet blev dyrfoderindustrien født – eller nærmere sagt hundefoderindustrien. For kattene spiste bare med, når hundene fik serveret deres dåsemad. Fra starten af det 20. århundrede lærte menneskerne på den hårde måde, at katten ikke bare er en lille hund. Hundefoderet fungerede nemlig alt andet end godt for kattene, som bl.a. begyndte at få reproduktionsforstyrrelser, neurologiske problemer og vækstforstyrrelser – i hvert fald, hvis de ikke fik lov til at dække hoveddelen af deres næringsbehov igennem jagtarbejdet. Hundene viste ikke nogen af disse symptomer, selvom de spiste det samme foder. Dette satte gang i en nærmere undersøgelse af kattens næringsstofbehov, og i dag er vi heldigvis blevet klogere, selvom vi dummede os endnu engang i forhold til at udvikle et egnet industrielt fremstillet foder til sofatigeren derhjemme, men mere om det senere i teksten.
Copyright @levy_the_dog
Copyright @levy_the_dog
Indholdsfortegnelse
En ægte kødæder
I modsætning til hunden er katten en ægte kødæder. Dette blev tydeligt, da vi mennesker prøvede at fodre vores katte med hundefoder. Mens hundene godt selv kan danne nogle af de livsnødvendige næringsstoffer fra forstadier til disse stoffer, som forekommer i plantemateriale, har katte brug for slutprodukterne af disse næringsstoffer, som udelukkende eller i betydelige mængder forekommer i animalske ingredienser.
Et eksempel er beta-karotin, som forekommer i bl.a. gulerødder, søde kartofler, spinat og grønkål. Hunde kan omdanne beta-karotin til A-vitamin, som er livsnødvendigt for både hunde og katte. På den måde kan hunden delvist dække sit A-vitamin-behov igennem de førnævnte grøntsager. Dette kan katten ikke. Katten skal indtage A-vitamin via foderet, og det betyder, at katten skal spise lever, fisk og/eller æg for at få dækket sit A-vitamin-behov og at kunne overleve.
Copyright @levy_the_dog
A-vitamin er ikke det eneste livsnødvendige næringsstof, som katten – i modsætning til hunden – ikke selv kan danne og derfor skal indtage via animalske ingredienser i foderet.
Arachidonsyre
Omega-6-fedtsyren arachidonsyre forekommer udelukkende i fedt fra dyr. Både hunde og katte skal bruge fedtsyren i deres stofskifte, men hunde kan selv danne arachidonsyre ud fra omega-6-fedtsyren linolsyre, som også forekommer i vegetabilske olier. Det kan katte ikke, hvilket gør arachidonsyre til en essentiel fedtsyre for katte. En arachidonsyremangel kan føre til en lang række alvorlige konsekvenser for katten, herunder reproduktionsforstyrrelser, hud- og pelssymptomer, vækst- og udviklingsforstyrrelser og et nedsat immunforsvar.
Niacin (vitamin B3)
Selvom niacin også forekommer i vegetabilske ingredienser, herunder korn og bælgfrugter, er dens biologiske tilgængelighed, dvs. den mængde, som kroppen reelt kan udnytte, betydeligt mindre end niacin fra animalske ingredienser. Heldigvis kan hunde selv danne niacin fra aminosyren tryptophan og har derfor ikke brug for animalsk niacin. Katte derimod kan ikke selv danne niacin i tilstrækkelige mængder og skal derfor spise et foder, som er rigt på kød og/eller fisk. Ellers kan en mangel indenfor blot en til to uger føre til bl.a. mund- og slimhindeforandringer, symptomer fra mave-tarm-systemet og neurologiske symptomer.
Copyright Sondre Eriksen Hensema / @we.are.chilipepper
Copyright Marie-Elisabeth Jørgensen / @willemsfotografi
Copyright Natacha Van Bossche / @cooptheadventurousgsp
Taurin
Det mest prominente næringsstof, når vi snakker kattefoder, er nok taurin. Taurin er en aminosyre, som spiller en vigtig rolle for bl.a. fedtfordøjelsen, hjertesundheden, et normalt syn og reproduktion. At katte – i modsætning til langt de fleste hunde – skal forsynes med en ret betydelig mængde taurin igennem foderet, er en forholdsvis ny kendsgerning. Først fra slutningen af 1960erne fandt man ud af, at manglen på taurin i industrielt fremstillet foder nok var én af årsagerne til det stigende antal syge katte. Og senest siden 1980erne, efter flere og flere katte døde af hjertesygdommen dilateret kardiomyopati og taurinmangel blev identificeret som årsag, anses taurin som en essentiel aminosyre for katte. Taurin forekommer udelukkende i animalske ingredienser med hjerte som den absolutte vinder i forhold til koncentrationen af taurin. Hjerte er derfor en enormt sund og velsmagende snack for en kat. Stærkt varmebehandlet og langtidsholdbart foder er i øvrigt særligt kritisk for katte, fordi taurin er følsom overfor både varmebehandling og lange lagringstider.
Og dermed tilbage til dengang vi dummede os endnu engang i forhold til at udvikle et egnet industrielt fremstillet foder til vores katte.
Katten er en obligat kødæder og kan ikke selv danne livsnødvendige næringsstoffer som taurin, A-vitamin og arachidonsyre – den er biologisk fundamentalt anderledes end hunden.
Tørfoder harmonerer dårligt med kattens fysiologi, da højt stivelsesindhold og lavt væskeindhold strider mod dens naturlige byttedyrskost.
Kattens ernæringsbehov er evolutionært forankret, hvilket forklarer både dens høje proteinbehov, risiko for nyreproblemer og selektive spiseadfærd.
Tørfoder – nemt, praktisk og sundt?
Tørfoder ER nemt og praktisk for katteejeren, men det er ikke sundhedsfremmende for katten. Tværtimod. Det klassiske ekstruderede tørfoder står i direkte modsætning til kattens ernæringsfysiologiske behov. Rent teknologisk kræver fremstillingsprocessen en vis mængde stivelse – ellers vil tørfoderpillerne simpelthen ikke kunne holde deres form. Kattens stivelsesfordøjelse er MEGET begrænset, hvorfor stivelse i foderet stort set ikke har nogen næringsmæssig værdi for katten. Faktisk optager stivelsen pladsen af et andet for katten meget vigtigt næringsstof, nemlig proteiner. Katte har en konstant høj proteinnedbrydning og en begrænset evne til at nedregulere denne proteinkatabolisme. Får katten ikke nok protein igennem foderet, så vil den begynde at bruge kropsegne proteiner (dvs. muskler og organer) til at holde gang i proteinkatabolismen – noget, som kan være livstruende for katten. Derfor har katten et betydeligt højere proteinbehov end hunden, og dette gælder i øvrigt også den gamle kat. Og her snakker vi ikke kun mængden af protein, men også kvaliteten. En høj proteinfordøjelighed og biologisk værdi er altafgørende. I praksis betyder det animalske i stedet for vegetabilske proteiner og så lidt forarbejdning af foderet, som muligt, da dette nedsætter proteinfordøjeligheden.
Det høje stivelsesindhold i tørfoderet er ikke det eneste argument for, at vi mennesker har dummet os gevaldigt, da vi troede, at vi kunne fodre katten med et stivelsesfyldt tørfoder. Katte stammer fra ørkendyr, som dækker deres væskebehov igennem foderet. En naturlig byttedyrskost indeholder 70 til 75 % væske. Tørfoder indeholder kun omkring 10 % væske. Selvom katten ikke længere bor i ørkenen, har de fleste eksemplarer ikke lært at drikke tilstrækkelige mængder vand for at dække deres væskebehov. Fodres en kat udelukkende med tørfoder, vil den være i risiko for en mangelforsyning med væske. Derfor undrer det ikke, at mange katte døjer med nyresygdomme og urinsten – sygdomstilstande, som fremmes af et lavt væskeindtag. En kat, som allerede har udviklet en nyresygdom eller døjer med urinsten, skal fodres med et særligt tilpasset foder. En af de vigtigste ernæringsmæssige tilpasninger for en kat med nyresygdom, er et reduceret indtag af mineralstoffet fosfor. Dette gælder ikke kun kattens fuldfoder, men også godbidder, snacks og tilskud. For at være på den sikre side, skal de fosforrige lækkerier, som f.eks. kødben og tørret kød helt undgås. Blot 10 g tørret kød kan indeholde op til 80 mg fosfor, hvilket svarer til 50 til 80 % af en sund kats daglige fosforbehov. For en nyresyg kat vil dette betyde en betydelig ekstrabelastning for nyrerne. En anden enormt vigtig ernæringsmæssig tilpasning for en kat, som døjer med nyresygdom eller urinsten, er at få den over på et foder med et højt vaskeindhold. Og dette fører mig til en velkendt udfordring for katteejerne.
Katten er indbegrebet af en ”picky eater”
Katte kan være enormt svære at fodre – og nej, det er sjældent fordi de er forkælede eller ”vil have noget bedre”. Tværtimod er kattens selektive spiseadfærd i høj grad et resultat af evolution, sansebiologi og tidlig prægning.
Som ægte kødædere har katte gennem evolutionen levet af et relativt snævert udvalg af byttedyr med ensartet smag, tekstur og næringsstofprofil. I modsætning til hunde, har katten aldrig haft behov for at kunne tilpasse sig mange forskellige fødekilder. Der har ganske enkelt ikke været nogen evolutionær fordel ved at være fleksibel i sit fødevalg. Dette afspejler sig også i kattens sanser. Katte kan ikke smage sødt, men reagerer stærkt på bestemte aminosyrer (smagen umami), fedtsyrer og bitre smagsstoffer. Små ændringer i foderets sammensætning, f.eks. proteinkilde, fedttype, varmebehandling eller begyndende harskning, kan derfor være nok til, at katten nægter at spise sit foder.
Derudover er katte naturligt skeptiske over for nyt foder, et fænomen kendt som ”fødeneofobi”. Det er en instinktiv beskyttelsesmekanisme, der skal forhindre indtagelse af potentielt giftige fødeemner. Især voksne katte og katte, der er vokset op med en meget ensartet kost, kan reagere kraftigt på selv små ændringer i foderet.
Kattens spisepræferencer formes tidligt i livet. Smag, lugt og tekstur fra modermælken og foderet i killingeperioden skaber et relativt snævert ”acceptvindue”, som ofte følger katten resten af livet. Katte, der kun har fået én type foder som killinger, bliver derfor ofte mere selektive spisere som voksne. Derfor er det enormt vigtigt at vænne killinger til et bredt udvalg af forskellige slags foder.
Med denne viden giver det god mening, at det ikke er så lige til at skifte en kat, som hele sit liv har været vant til at spise tørfoder, over på et mere væskerigt foder. Det kan godt tage op til flere måneder at gennemføre et foderskifte hos en kat. I mellemtiden kan man prøve at få katten til at indtage mere vand på andre måder.
Tricks til at få katten til at drikke mere
Når man har med et dyr at gøre, som ikke drikker, fordi det ikke vil drikke, men fordi det rent biologisk set ikke er designet til at dække sit væskebehov via drikkevand, er man nødt til at være lidt kreativ, hvad angår hele ”drikke-emnet”.
De fleste katte bryder sig ikke om, at drikkeskålen står lige ved siden af foderskålen. Dette er der en god evolutionær årsag til. Stillestående vand tæt på ”byttet” kan nemlig nemt være forurenet og føre til sygdom hos den, der drikker af det. Derfor er det en god idé at placere flere drikkesteder rund i boligen og med en god afstand til det sted, hvor katten ”nedlægger sit bytte” aka foderskålen. Husk også at skifte vandet regelmæssigt, så det altid er frisk.
Mange katte bryder sig heller ikke om at knurhårene rører kanten af drikkeskålen, når de drikker. Vælg derfor en bred og flad skål og gerne en af keramik, glas eller rustfrit stål, da mange katte ikke er glade for plastik. Nogle katte kan også nemmere begejstres for vand, når det tilbydes fra en drikkefontæne.
Hos nogle katte vil man også kunne øge drikkelysten ved at give vandet lidt smag. Dette kan f.eks. ske ved at tilsætte lidt (usaltet) kogevand fra kød eller fisk til vandet eller opgradere vandet med bone broth. Hvis man tager dette trick i brug, er det vigtigt at hælde resten af vandblandingen fra, kort tid efter katten har drukket, for at undgå en evt. fordærvelse af fedt- eller proteinrester i vandet og dermed en ændring af lugt og smag. Dette vil nemlig kunne føre til noget, vi bestemt ikke ønsker: en indlært drikkeaversion.
Så nej, katten er bestemt ikke bare en lille hund. Med tanke på kattens særlige ernæringsmæssige behov er den nok mere et avanceret husdyr til ”den meget dedikerede og motiverede dyreejer, som konstant leder efter nye udfordringer og aldrig løber tør for tålmodighed”.
Copyright Mandy Benning / @dex_the_shiba
Afslutning
Katten er ikke en lille hund – hverken biologisk eller ernæringsmæssigt. Som ægte kødæder har katten unikke behov for animalske næringsstoffer som taurin, A-vitamin, arachidonsyre og niacin, som den ikke selv kan danne i tilstrækkelige mængder. Historisk set viste det sig tydeligt, at katte ikke trives på hundefoder, hvilket førte til alvorlige mangelsymptomer og sygdom.
Artiklen gennemgår forskellene mellem hundens og kattens stofskifte, forklarer hvorfor tørfoder med højt stivelsesindhold ikke harmonerer med kattens naturlige ernæringsfysiologi, og belyser betydningen af væskeindtag i forhold til nyresundhed og urinvejsproblemer.
Derudover forklares kattens selektive spiseadfærd ud fra evolution, sansebiologi og tidlig prægning – og der gives praktiske råd til at øge kattens væskeindtag.
Konklusionen er klar: Katten kræver en ernæringsstrategi, der respekterer dens natur som obligat kødæder – ikke en tilpasning af hundens kost.
Skrevet af: Ann-Kristin Meyer
cand.scient. i Animal Science fra
Københavns Universitet med speciale i hundeernæring, Indehaver af HundefoderNørden
1. Er katten en ægte kødæder?
Ja. Katten er en obligat kødæder, hvilket betyder, at den biologisk er afhængig af animalske næringsstoffer som taurin, A-vitamin og arachidonsyre for at overleve og trives.
2. Kan katte spise hundefoder?
Nej. Hundefoder dækker ikke kattens specifikke behov for bl.a. taurin og visse fedtsyrer. Langvarig fodring med hundefoder kan føre til alvorlige mangelsymptomer.
3. Er tørfoder sundt for katte?
Tørfoder er praktisk, men indeholder ofte mere stivelse og langt mindre væske end kattens naturlige kost. Det kan belaste både stofskifte og væskebalance.
4. Hvorfor drikker mange katte så lidt vand?
Katte stammer fra ørkendyr og er biologisk designet til at få det meste af deres væske gennem byttedyr. Derfor kompenserer de ikke naturligt ved at drikke mere.
Kilder:
Allison, J. B. (1949). The nutritional importance of amino acids. Physiological Reviews, 29(2), 195–215.
Bradshaw, J. W. S. (2006). The evolutionary basis for the feeding behavior of domestic cats. Journal of Nutrition, 136, 1927S–1931S.
Bradshaw, J. W. S., & Thorne, C. J. (1992). Feeding behaviour of domestic cats and the role of experience. Journal of Nutrition, 122(Suppl. 3), 593–596.
Bradshaw, J. W. S., Healey, L. M., Thorne, C. J., Macdonald, D. W., & Arden-Clarke, C. (2000). Differences in food preferences between individuals and populations of domestic cats. Applied Animal Behaviour Science, 68, 257–268.
Buckley, C. M. F., Hawthorne, A., Colyer, A., & Stevenson, A. E. (2011). Effect of dietary water intake on urinary health in cats. Journal of Feline Medicine and Surgery, 13, 516–525.
Case, L. P., Daristotle, L., Hayek, M. G., & Raasch, M. F. (2011). Canine and Feline Nutrition (3rd ed.). Elsevier.
Clutton-Brock, J. (1999). A natural history of domesticated mammals (2nd ed.). Cambridge University Press.
Fascetti, A. J., & Delaney, S. J. (Eds.). (2012). Applied veterinary clinical nutrition. Wiley-Blackwell.
FEDIAF. (2024). Nutritional Guidelines for Complete and Complementary Pet Food for Cats and Dogs. European Pet Food Industry Federation.
Hayes, K. C., Carey, R. J., & Schmidt, S. Y. (1975). Retinal degeneration associated with taurine deficiency in the cat. American Journal of Clinical Nutrition, 28(6), 567–574.
Houpt, K. A. (2018). Domestic Animal Behavior for Veterinarians and Animal Scientists (6th ed.). Wiley-Blackwell.
Huxtable, R. J. (1992). Physiological actions of taurine. Physiological Reviews, 72(1), 101–163.
Kienzle, E. (1993). Feline nutrition: Species-specific metabolism and dietary requirements. In I. H. Burger & J. P. W. Rivers (Eds.), Nutrition of the dog and cat (pp. 157–170). Cambridge University Press.
Lulich, J. P., Berent, A. C., Adams, L. G., Westropp, J. L., Bartges, J. W., & Osborne, C. A. (2016). ACVIM consensus on urolith management in dogs and cats. Journal of Veterinary Internal Medicine, 30, 1564–1574.
MacDonald, M. L., Rogers, Q. R., & Morris, J. G. (1984). Effects of linoleate and arachidonate deficiencies on reproduction in the cat. Journal of Nutrition, 114, 719–726.
Morris, J. G., & Rogers, Q. R. (1978). Niacin requirement of the cat. Journal of Nutrition, 108, 1940–1944.
Morris, J. G., & Rogers, Q. R. (1978). Nutrition of the cat. Journal of the American Veterinary Medical Association, 172(3), 293–300.
National Research Council (NRC). (2006). Nutrient Requirements of Dogs and Cats. National Academies Press.
Pion, P. D., Kittleson, M. D., Rogers, Q. R., Morris, J. G., & Rogers, R. M. (1987). Myocardial failure in cats associated with low plasma taurine: A reversible cardiomyopathy. Science, 237(4816), 764–768.
Rivers, J. P. W., Sinclair, A. J., & Crawford, M. A. (1975). Inability of the cat to desaturate essential fatty acids. Nature, 258, 171–173.
Schmidt, S. Y., Carey, R. J., & Hayes, K. C. (1976). Taurine deficiency in cats: Clinical and biochemical observations. Journal of Nutrition, 106(6), 1432–1439.
Vigne, J.-D., Guilaine, J., Debue, K., Haye, L., & Gérard, P. (2004). Early taming of the cat in Cyprus. Proceedings of the National Academy of Sciences, 101(23), 8756–8760.
Zoran, D. L. (2002). The carnivore connection to nutrition in cats. Journal of the American Veterinary Medical Association, 221(11), 1559–1567.
Zoran, D. L., & Buffington, C. A. T. (2011). Effects of nutrition on feline health. Journal of Veterinary Internal Medicine, 25(3), 581–589.
