Kollagen – mere end bare et protein?

Kollagen til hunde – mere end bare en proteinkilde?

|

Tid til at læse 9 min

”Stærke led, glad hund”, ”Naturlig hjælp til aktive hunde”, ”Vitalitet i hvert skridt”, ”Fra stivhed til spring – Kollagen støtter din hunds mobilitet.” Sådan ‑ eller i lignende stil ‑ prøver producenter af kollagentilskud at få hundeejerne til at købe deres produkter. Og hånden på hjertet, hvis du lige roder lidt rundt i hundeskabet derhjemme (som vi hundeforældre selvfølgelig alle ejer): Gemmer sig der mon en lille (eller stor) bøtte, som indeholder noget af det meget omtalte næringsstof? Langt de fleste hundeejere har nok på et eller andet tidspunkt investeret i et såkaldt ”ledtilskud”, som indeholder kollagen. Men er der egentlig hold i påstandene om kollagenets fantastiske evne til at hjælpe en stivbenet hund til at springe over hegnet igen? Er der virkelig vitalitet i hvert skridt? Og er det kun leddene, som muligvis kan have gavn af dette underbare næringsstof? Det (og lidt mere) skal vi se nærmere på i denne tekst.

Hvad er kollagen?

Kollagen er det mest udbredte protein i både mennesker og dyrs kroppe. Hos hunde udgør det en væsentlig del af bindevævet, herunder hud, sener, knogler, brusk og slimhinder. Det fungerer som en slags 'lim', der holder væv sammen og giver struktur, styrke og elasticitet. Så langt så godt. Men nu bliver det lidt mere indviklet. Kollagen er nemlig ikke bare ét protein. Kollagen er en hel familie af proteiner. Der findes mindst 28 forskellige typer, men hos hunde er det især type I (1), II (2) og III (3), der er relevante. De forskellige typer kollagen har forskellige funktioner og forskellig relevans for hunden. Derudover forekommer de i forskellige fodermidler og tilskud.

Type I styrker og giver struktur til knogler, sener, hud og tænder, og har derfor særlig relevans i forhold til knoglesundhed, sårheling og hudens elasticitet. Kollagenets funktion afslører også, hvor denne type kollagen typisk forekommer, nemlig i knogler, sener, hud og tænder. Type I kollagen findes typisk i tilskud med okseben og ‑hud (eller ben og hud fra lignende store dyr) samt fiskeskind.

Type II giver støtte til ledbrusken, og er derfor meget relevant i forhold til hundens ledsundhed. Det er også denne type kollagen, hvor der er blevet forsket mest i på hundeområdet. Type II kollagen forekommer i ledbrusken og i glaslegemet i øjet og findes typisk i tilskud med kyllingebrusk eller brystben fra større dyr, som netop består af store mængder brusk.

Type III er et protein, som giver struktur til bl.a. blodkar og tarme. Det er derfor relevant for karvæggenes og tarmslimhindernes struktur og det er også her, forekomsten af denne type kollagen er størst. Hvis man gerne vil give et tilskud med type III kollagen, så skal man – ligesom ved type I kollagen – vælge et tilskud på basis af f.eks. okseben eller fiskeskind.

Det ultimative ledtilskud?

Når man som hundeejer vælger at give sin hund et kollagentilskud, så er det i langt de fleste tilfælde, for at gøre noget godt for hundens led. Enten for at forebygge, at hunden på et tidspunkt får ledproblemer eller fordi hunden allerede har udviklet en form for osteoarthritis, som populært kaldes for slidgigt. Slidgigt er en af de mest almindelige kroniske sygdomme hos hunde, som er karakteriseret ved en degeneration af ledbrusken, betændelse i leddet og et gradvist tab af bevægeligheden i leddet. Symptomerne kan spænde fra stivhed om morgenen til udtalt smerte, nedsat aktivitetsniveau og nedsat livskvalitet. Traditionelt behandles slidgigt med smertestillende midler (NSAIDs), vægttab, fysioterapi og tilskud som glucosamin og chondroitin. Men de seneste år er kollagen kommet på banen som et lovende ledtilskud. Af de ovennævnte typer kollagen, vil det som regel være type II, som forekommer i tilskud, der har til formål at øge ledsundheden.

For at gøre forvirringen helt perfekt, så findes der ikke kun én slags type II kollagen. Denne type kollagen kan nemlig forekomme i to forskellige former, nemlig i peptidform, dvs. hydrolyseret kollagen, og i udenatureret (ikke hydrolyseret) form.

Hydrolyseret kollagen – ofte kaldet kollagenpeptider – består af små peptidfragmenter, der let optages i tarmen. Disse peptider kan fungere som byggesten til nydannelse af kollagen i led og brusk, men de kan også have en signalgivende effekt på bruskceller og immunforsvar. Og nu tænker du sikkert: ”Signalgivende effekt? Hvad skal det betyde?” Og det vil jeg selvfølgelig gerne forklare.

Når kollagen nedbrydes til små peptider, kan disse peptider overleve fordøjelsen og optages intakte i tarmen. Forsøg har vist, at peptiderne kan måles i blodet efter indtagelse – altså ikke kun som enkelte aminosyrer (og dermed peptidernes byggesten), men som små bioaktive molekyler. Det betyder, at de kan nå frem til væv som led, hud og tarme og virke lige dér.

Nogle kollagenpeptider kan binde til receptorer på bruskceller (chondrocytter) i leddene. Det stimulerer cellerne til at danne nyt type II kollagen og proteoglykaner – de vigtigste byggesten i brusk. Samtidig hæmmes de enzymer, der nedbryder brusk. På den måde kan peptiderne hjælpe med at bevare en sund balance mellem opbygning og nedbrydning af ledbrusken.

Kollagenpeptider kan også påvirke immunsystemet. Studier viser, at de kan dæmpe produktionen af betændelsesfremmende signalstoffer (som TNF‑α og IL‑6) og i stedet fremme betændelseshæmmende signalstoffer (som IL‑10). Men tilbage til den anden af de to former af type II kollagen, nemlig udenatureret type II kollagen.

Denne type kollagen hydrolyseres ikke, men bevarer sin tredimensionale struktur. Udenatureret type II kollagen, som du finder i diverse tilskudsprodukter, betegnes som UC II®, som er et patenteret varemærke. Denne information blot for at du ikke undrer dig over det lille ® i navnet.

UC II® virker efter et andet princip end hydrolyseret kollagen: Når hunden indtager små mængder UC II®, kan immunsystemet udvikle en form for oral tolerance over for kroppens eget kollagen i brusk. Når små mængder af UC II® gives oralt, bliver det præsenteret for immunceller i tarmens lymfevæv. Her aktiveres særlige regulatoriske T‑celler, som sender “dæmpende signaler” til resten af immunsystemet. Resultatet er, at immunsystemet bliver mindre tilbøjeligt til at angribe kroppens eget kollagen i ledbrusken – og en hund med færre smerter og derfor større bevægelighed, hvilket også er blevet vist i studier med UC II®.

Kollagen og tarmslimhinden – et lovende men langt fra afklaret felt

Tarmen er ikke kun et fordøjelsesorgan. Dens slimhinde fungerer som en avanceret barriere, der både skal tillade optagelse af næringsstoffer og samtidig beskytte mod bakterier, giftstoffer og såkaldte allergener, som potentielt kan fremprovokere en allergisk reaktion. Hvis barrieren svækkes – ofte omtalt som “leaky gut” – kan det føre til betændelsestilstande, immunreaktioner og systemiske sygdomme, dvs. sygdomme, som påvirker hele kroppen.

Hos mennesker er der voksende interesse for, hvordan kollagenpeptider kan styrke tarmslimhinden. Men hvad med hunde?

Flere studier i mus og rotter har vist, at kollagenpeptider kan øge udtrykket af såkaldte “tight junction‑proteiner”, som holder tarmceller i slimhinden tæt sammen, reducere betændelsesfremmende signalstoffer som TNF‑α og IL‑6, og forbedre tarmvæggens struktur i modeldyr med betændelsestilstande i tarmen. Studier i grise har vist lignende resultater: kollagentilskud kan forbedre tarmvæggens struktur, mindske diarré og forbedre næringsstofoptagelsen.

På hundeernæringsområdet findes der ingen publicerede kliniske studier, der direkte undersøger effekten af kollagen på tarmslimhinden. Selvom det indtil videre kun er en hypotese baseret på andre dyremodeller, er det dog biologisk plausibelt, at kollagen kan styrke tarmbarrieren også hos hunde.

Hvordan passer bone broth ind i billedet?

Som læser af denne blog, er jeg helt sikker på, at du har hørt om ”bone broth” eller på dansk knoglebouillon. Bone broth fremstilles ved lang tids kogning af knogler, brusk og ofte også bindevæv fra f.eks. okse, kylling eller fisk. Ved denne tilberedning frigives kollagen, forskellige mineraler og aminosyrer, især glycin, prolin og glutamin. Under den lange kogeproces dannes der derudover gelatine, som er delvist hydrolyseret kollagen. Hvor meget af de enkelte næringsstoffer, der reelt er i bouillonen, afhænger af råvarerne og tilberedningen (herunder kogetiden).

Bone broth indeholder hovedsageligt type I og lidt type III kollagen, men særligt hvis der bruges brusk og leddele som ingrediens i bouillonen, så vil det færdige produkt også indeholde en vis mængde type II kollagen. Det er derfor vigtigt, at vælge et bone broth produkt, som er fremstillet på basis af en stor variation af kødben, brusk, leddele og bindevæv. 


På den måde vil hunden få størst muligt udbytte på helbredskontoen. Vær også opmærksom på at vælge et produkt, hvor producenten ikke kun oplyser om proteinindholdet, men også om selve kollagenindholdet. 


Et højt indhold af protein betyder nemlig ikke nødvendigvis, at produktet også indeholder en stor mængde kollagen.

Kollagen til hunde – mere end bare en proteinkilde?

Selvom bone broth som regel indeholder betydeligt mindre mængder kollagen sammenlignet med kosttilskud, kan det alligevel være et rigtig fint supplement til hundens foder, da det ikke kun hat potentiale for i en vis grad at styrke knogler, hud, bindevæv, tarmslimhinderne og led. Bone broth kan for mange hunde også virke appetitstimulerende og bidrage betydeligt til hundens væskeforsyning. Og netop væske er også enormt vigtig for sunde led og en velfungerende tarmslimhinde. Men dette er en anden snak.

Vigtigt at huske om kollagen

Hvis du er nået hertil, vil jeg både ønske dig tillykke, for at have tygget dig igennem et meget nørdet og indviklet emne, og sige TAK på vegne af din hund, for tiden, som du har brugt på dette blogindlæg er en investering i din hunds sundhed.

For lige at samle op på de vigtigste budskaber i denne blog kommer her en ”Vigtigt at huske”‑liste:
Kollagen er ikke bare ét protein, der findes mange forskellige typer, hvor særligt typerne I, II og III er relevante for vores hundes sundhed.
I forhold til ledsundheden er det særligt type II kollagen, som har relevans. Og her er det både hydrolyserede kollagenpeptider og udenatureret UC II®, som viser gode effekter i hundestudier.

Kollagenpeptider virker både som byggesten i ledbrusken og kan stimulere bruskceller til at danne nyt kollagen og påvirke immunsystemet ved at dæmpe produktionen af betændelsesfremmende signalstoffer.
UC II® påvirker immunsystemet via oral tolerance og ved at aktivere regulatoriske T‑celler.
Studier med andre dyr viser, at kollagenpeptider kan have en styrkende effekt på tarmbarrieren.

Bone broth er et godt supplement i hundens foder, men kan ikke nødvendigvis erstatte kollagen fra højtdoserede kosttilskud, hvis man har en hund med slidgigt.

Kilder:

Ambrosini, Y. M. et al. (2023). Canine intestinal organoids as a model for intestinal barrier studies. BMC Biology, 21, 122.


Altınok, Ö. et al. (2025). Collagen peptides combined with Saccharomyces boulardii ameliorate colitis in rats. Food Science & Nutrition, 13(2), 1231–1244.


Birk, D. E., & Bruckner, P. (2011). Collagen V and associated disorders. Mechanisms of Ageing and Development, 132(3), 169–175.


Blees, T. et al. (2024). Hydrolyzed collagen as nutraceutical in dogs with osteoarthritis: A systematic review. Journal of Animal Physiology and Animal Nutrition, 108(5), 1234–1247.


D’Altilio, M. et al. (2007). Evaluation of undenatured type-II collagen in arthritic dogs. Journal of Veterinary Pharmacology and Therapeutics, 30(3), 275–284.


Dobenecker, B. et al. (2024). Bioactive collagen peptides improve gait pattern and life quality in dogs with osteoarthritis. PLoS ONE, 19(3), e0299139.


Kruegel, J., & Miosge, N. (2010). Basement membrane proteins: Their role in human disease. Histochemistry and Cell Biology, 133(3), 283–300.


Ricard-Blum, S. (2011). The collagen family. Cold Spring Harbor Perspectives in Biology, 3(1), a004978.


Shoulders, M. D., & Rucker, R. B. (2009). Collagen structure and stability. Journal of Clinical Investigation, 119(9), 2474–2482.


Stabile, M. et al. (2024). UC-II and Boswellia serrata improve mobility in dogs with osteoarthritis. PLoS ONE, 19(7), e0304229.


Varney, J. et al. (2022). Undenatured type II collagen improves mobility and reduces inflammation in dogs with osteoarthritis. Translational Animal Science, 6(1), txab222.


Wang, J. et al. (2025). Tilapia skin collagen peptides protect intestinal mucosa under hypoxia stress in rats. Food & Function, 16(3), 1021–1034.


Xin, X. et al. (2025). Cod skin collagen peptides alleviate ulcerative colitis via barrier protection and microbiota modulation. npj Science of Food, 9, 17.


Xing, L. et al. (2022). Bovine bone gelatin peptides improve intestinal barrier in DSS-induced colitis. Nutrients, 14(7), 1479.

Ann-Kirstin HundeFodernørden

The Author: Ann-Kristin Meyer

MSc in Animal Science from the University of Copenhagen, specializing in canine nutrition, Owner of HundeFoderNørden